Hvad gør man, hvis man lever for at læse og formidle, men mister sit sprog? Og hvis man samtidig mister kontrollen over sin krop? Det måtte Zenia finde ud af efter en alvorlig hjernerystelse, og hendes blog indeholder nogle af de mest sårbare og gribende tekster, jeg er stødt på i det danske blogland.
Det var oprindeligt Maren, der gjorde mig opmærksom på “Postkort fra hjernerystelse” og jeg læste dem fra start til slut uden pause. Dels fordi idéen med postkortene er rigtig god, og dels fordi Zenia kan noget helt særligt med sproget: Hun vender sætninger på vrangen og formår at italesætte alt det, der kan være svært at sætte ord på. Samtidig har hun en blændende evne til at skrive med humor og selvironi, se bare postkort #61:
“Sov elendigt med hovedpine i seng der var i frit fald hele natten. Vågnede med puls i øjne og vaklede kroppen ud på toilettet. Så mig i spejlet. Så ligpletter i mit ansigt. Begyndte at græde. Mønstrede alligevel overmenneskelig styrke, og tog mig sammen og opdagede at ligpletter kunne vaskes af og var chokolade.”
Så kort sagt: Jeg kan ikke anbefale Zenias Postkort nok – det er skræmmende, nærværende og overraskende læsning, der sætter ens egen hverdag i perspektiv. Start fra postkort #1 her!
